Foredrag
Museets ansatte holder gerne foredrag, hvad enten det er for en forening, virksomhedens ansatte eller i andre sammenhænge. Nogle af de temaer, som vi holder foredrag om, er bl.a. Svendborg i Middelalderen, Øhavets historie og Smuglernes paradis.
Svendborg i middelalderen
Mange arkæologiske udgravninger og naturvidenskabelige undersøgelser i Svendborgs middelalderlige bykerne har givet et nyt og anderledes indblik i købstadslivet i middelalderen.
I foredraget fortælles om udgravningerne, fundene og de naturvidenskabelige undersøgelser. Hvad fortæller de om dagligliv og levestandard? Hvad fortæller de om håndværk, om handelsforbindelser og velstand og om byens udvikling fra grundlæggelsen omkring 1150 og frem til reformationen i 1536?
Svendborgs søfartshistorie
I foredraget kommer vi tæt på søfartsbyen Svendborg, et af de største danske søfartssamfund både før og nu. Der fortælles om søfartens udvikling fra små buttede jagter til skonnerter og dampskibe. Vigtigst af alt, fortælles om de skæbner, der var knyttet til vandet – fra kaptajner til sømandsenker.
Moral på grænsen - sydfynske smuglere i krig og forbudstid
Det sejlende krydstoldvæsen blev afviklet i 1904: Der var jo ingen, der smuglede længere. I ly af Første Verdenskrig og forbudstiden gjorde smuglererhvervet dog igen sin entré på den store scene.
Professionelle smuglere opererede i ly af natten og fragtede millioner af spritdunke ind i landet. De brugte automobiler, telefoner og speedbåde, mens toldvæsenet stod tilbage med deres cykler og robåde.
Historien om spritsmugleriet er en grænseoverskridende historie, der undersøger, om forbud virker, og hvad de gør godt for.
Smuglernes paradis
Smugleri har siden middelalderen været en folkesport i Det sydfynske Øhav. Alle samfundslag, fra fiskere og adelsfolk frem til vore dages lystsejlere, har benyttet øhavets perfekte beliggenhed som omdrejningspunkt for lyssky handler. Men hvorfor? Og hvordan kan smugleriet bruges til at komme tættere på fortidens mennesker og deres opfattelse af ret og uret?
På basis af helt nye kilder og interviews med tidligere smuglere og toldere fortælles om smugleriets historie fra kvægsmugleri til sprittorpedoer. Det er en historie fyldt med kreative påfund, modvilje mod autoriteter og flydende grænser.
Kammerherre N.F.B. Sehesteds Oldsagssamling på Broholm
Foredraget omhandler historien om den unikke samlings tilblivelse i 1870'erne og om dens senere historie, men der fortælles også om personen Frederik Sehested og om Broholms spændende historie fra middelalderen og til i dag.
Kimen til Frederik Sehesteds interesse for oldtiden blev lagt så tidligt som i 1833, da han som 20-årig overværede fundet af Broholmskatten - Danmarks største eksisterende guldfund fra jernalderen (4,5 kg guld), der blev fundet på godsets jorde. Det var dog først i 1870'erne at han kastede sig over arkæologien som aktiv udgraver, som skribent og som den første, der begyndte at eksperimentere med brugen af flintredskaber.
For at kunne opbevare samlingens mange tusinde oldsager, byggede han en museumsbygning i haven bag Broholm. Museumsbygningen og samlingen eksisterer stadig. Læs mere om Frederik Sehested og oldsagssamlingen
Livet i Øhavet - anarki, isolation eller midt i verden
Det sydfynske Øhav er et landskab af øer med en helt særlig historie. En ø er et mikrokosmos, en klat land omgivet af vand, og øboerne og deres fællesskab rummer fantastiske historier om, hvordan mennesket har levet af og ved vandet. Øerne har haft ry for at være idylliske tidslommer, lovløse småsamfund og en tung udgift. I foredraget kommer du tæt på Øhavets historie fra de første beboere til i dag.