Fortiden i Fremtiden
Med projektet ”Fortiden i Fremtiden” tager historikere, arkæologer og konservatorer de naturvidenskabelige briller på for at se på historien med nye øjne.
Bag ”Fortiden i Fremtiden” står Bevaringscenter Fyn, Østfyns Museer, Øhavsmuseet Faaborg, Svendborg Museum, Ærø Museum, Marstal Søfartsmuseum og Langelands Museum. I løbet af fem år laver vi i fællesskab fem vandreudstillinger, der fortæller om ukendte eller usynlige sider af udvalgte genstande fra vores museumssamlinger.
Med hjælp fra nye højteknologiske apparater lærer vi mere om genstandene og deres materialer. Ved at flette naturvidenskab og kulturhistorie sammen føjer vi flere lag og nye fortællinger til historien. Ny teknologi gør os også bedre i stand til at konservere og bevare materialer som metaller, tekstiler og træ, farvelag og plastik. Sådan kan vi sikre, at fortidens genstande også er her for fremtiden – klar til at fortælle endnu flere historier.
Formidlingen vil ske gennem fem fælles vandreudstillinger, foredrag, podcasts, workshops for skoler og åbent konserveringsværksted. Projektet er støtte af Albani Fonden, Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Alle tiders klæder
Klæder skaber folk siges der, men hvad sker der, når tøjet på museum går i stykker? I udstillingen kan I se, hvordan museerne arbejder med at sikre tekstilerne i deres samling, så de også kan ses af de næste generationer. Det kan f.eks. være fanen fra Fagforeningen, kedeldragten fra Svendborg Værft eller brudekjolen, der under Anden Verdenskrig er blevet syet af stoffet fra en faldskærm.
Det er tekstilernes tilstand, der afgør, om og hvordan de kan bevares. Specielt silke er ofte for nedbrudt til at tåle rensning. Derfor må man af og til leve med pletterne, selv om de skæmmer tekstilet. Til gengæld fortæller de en historie om lang tids brug. Sikring af tekstilerne i museernes samlinger kræver et godt håndværk, brug af moderne teknologi og naturvidenskabelige analyser, som går hånd i hånd med den historiske forskning.
På udstillingen ses blandt andet et specielt lavtryks-varmebord fra Bevaringscenter Fyn, som konservatorerne bruger, når de skal bevare skrøbelige tekstiler. Ved hjalp af bordet kan de tilføre tekstilerne et næsten usynligt støttestof.
Udstillingen kan ses i Anne Hvides Gård alle dage den 15.-23. oktober kl. 11.00-15.00. Der er gratis adgang.
Mød konservatorerne
Onsdag den 19. oktober kl. 11-15
Mød tekstilkonservator Mette Jensen og kulturhistorisk konservator Ida Hovmand. Mette viser nogle af de teknikker, som bruges til at bevare tekstilerne, mens Ida beretter, hvordan tekstilerne analyseres, om bæredygtighed og de etiske udfordringer, der er med gamle tekstiler. Læs mere her.
Gratis tilbud til Udskoling målrettet Naturfag og Historie
Tag eleverne med til Anne Hvides Gård i centrum af Svendborg. Her møder de konservator Ida Hovmand og Simon Schölch fra Bevaringscenter Fyn sammen med museumsinspektør Susanne Pedersen fra Langelands Museum. De viser, hvordan naturvidenskabelige teorier og teknikker bruges i praksis. Hvordan forlænger de tøjets levetid? Hvordan identificerer de, hvad tekstilerne er lavet af? Er det silke, hør eller uld? De kan også fortælle, hvor meget lys et farvet tekstil kan tåle uden at falme.
Vi udbyder 3 x 3 gratis lektioner, hver af en times varighed, for elever i 7.-10. klasse efter først-til-mølle-princippet.
Det er følgende dage og tidspunkter:
Tirsdag den 25. oktober kl. 9.00-10.00, kl. 11.00-12.00 og igen kl. 13.00-14.00
Onsdag den 26. oktober kl. 9.00-10.00, kl. 11.00-12.00 og igen kl. 13.00-14.00
Torsdag den 27. oktober kl. 9.00-10.00, kl. 11.00-12.00 og igen kl. 13.00-14.00
Tilmelding er nødvendig
Skriv og tilmeld din klasse hos Ida Hovmand på mail:
VIGTIGT: Angiv hvilken dag og tidsrum I ønsker at besøge udstillingen og hvor mange I kommer. HUSK også dit navn og telefonnummer. Der er kun 12 lektioner, så det er efter først-til-mølle-princippet og vi lukker for tilmelding, når de 12 lektioner er afsat.