Mellemtrinnet
Når I booker et besøg, er det vigtigt for os, at vi kender jeres ønsker for besøget. På den måde kan vi bedst guide jer ift. de muligheder, vi tilbyder, og sørge for, at I får en god museumsoplevelse. Et besøg på Fattiggården er en unik og stærk oplevelse, der giver eleverne stof til eftertanke. I kommer ind bag de høje mure og pigtråden og ser, hvor fattiglemmerne sov, spiste, arbejdede, blev vasket og straffet.
Vi anbefaler, at I booker en dialogbaseret omvisning eller et af vores særligt, tilrettelagte aktivitetsforløb med vores dygtige formidlere. En omvisning varer ca. 1 time, mens I skal afsætte 2-3 timer til et aktivitetsforløb. En omvisning koster 700 kr. og et forløb 1.000 kr. Entré for elever og lærere er gratis ifm. omvisning og forløb. Alternativt kan I besøge museet på egen hånd.
Book i god tid
Uanset om I planlægger et forløb eller kommer på egen hånd, så kontakt os gerne i god tid - helst minimum 14 dage før jeres besøg - på telefon 6221 0261, mandag-fredag kl. 10-14. I maj, juni, september og oktober er der mange, der gerne vil besøge museet.
Nedenfor ses de forskellige tilbud til 3.-6. klassetrin. Vi har samlet praktiske informationer (til højre via computer, nederst på mobil).
Før besøget
Ved det enkelte aktivitetsforløb anbefaler vi en kort film, der relaterer til forløbet og som klassen opfordres til at se, før I kommer på museet.
Forløb til 3.-6. klasse
NYHED: ANBRAGT
Du skal vælge dette forløb, hvis formålet er at give eleverne indblik i og en større forståelse for, hvordan anbragte børn har oplevet at være anbragt på tværs af tid fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag. Eleverne møder både børneskæbner, der var anbragt i starten af 1900-tallet og børn, der er anbragt i dag.
Fag: Dansk, Historie
Varighed: 2 timer
Maks. deltagere: 1 klasse op til 30 personer
Pris: 1.000 kr. pr. klasse
- Dagen starten med, at formidleren faciliterer en ”blank snak” om, hvad det vil sige at være anbragt. Her er der ingen rigtige eller forkerte svar, det handler det om at have en åben dialog med eleverne om emnet. Eleverne skal ikke have forberedt sig hjemmefra.
- Efter den blanke snak går eleverne sammen med formidleren i museets nye udstilling "ANBRAGT". Her hører de om vilkårene for anbragte børn i begyndelsen af 1900-tallet og om børnene Kathinka, Marie, Holger og Carl, som alle var anbragt i deres barndom omkring år 1900. Alle fire børn var som unge/voksne indlagt på Fattiggården i Svendborg. Det fortæller formidleren også om.
- Herefter går eleverne med formidleren i udstillingens biograf, hvor de ser op til 4 korte film. Hovedpersonerne i filmene er børn, der er anbragt i 2023. De 4 børn fortæller ud fra deres egne oplevelser om, hvorfor de er anbragt, og hvordan det er at være anbragt i dag.
- Efter biografbesøget faciliterer formidleren en snak om, hvilke fordomme, der kan være forbundet med at være anbragt, men også hvilke superkræfter anbragte børn kan have.
- Dagen slutter som den startede. Med en fælles snak om, hvad det vil sige at være anbragt. Har eleverne fået en ny viden, der gør at de forholder sig til emnet på en ny måde?
- Tak for i dag - I er velkomne til selv at udforske Fattiggården eller besøge Museumshaven.
Omvisning
Du skal vælge en omvisning, hvis du ønsker en generel introduktion til Fattiggården og dens historie.
Fag: Dansk, historie og samfundsfag
Varighed: 1 time
Maks. deltagere: 1 klasse op til 30 personer
Pris: 700 kr. pr. klasse
- Eleverne kommer rundt på Fattiggården og ser de rum og gårdmiljøer, som de fattige boede og arbejdede i. De ser også rummene, de blev indespærret i, hvis de brød Fattiggårdens regler som fx at drikke alkohol. De ser også, hvor de fattige kom i bad, hvilken mad de spiste, og hvilket tøj de skulle have på. Undervejs hører eleverne om nogle af de skæbner, der boede bag pigtråd og høje mure.
- Tak for i dag - I er velkomne til selv at udforske Fattiggården eller besøge Museumshaven.
Ønsker I en mere dialogbaseret omvisning, tilbyder vi 1½ times omvisning for 1.000 kr.
Se en kort film før besøget
Inden I besøger Danmarks Forsorgsmuseum, kan I med fordel se og tale om den korte film "Kom ind bag murene" af Liv Thomsen fra Historieselskabet. I filmen fortæller Liv Thomsen Fattiggården, som var i drift fra 1872 til 1974. Det var her de fattige, de syge, de hjemløse, de ’utilpassede’ og de forældreløse boede.
Livet på Fattiggården
Du skal vælge denne aktivitet, hvis eleverne skal få et indblik i dagligdagen på Fattiggården ved selv at vaske tøj og spise Fattiggårdskost. Alt sammen mens de får en dialogbaseret omvisning på Fattiggården, hvor de hører om nogle af de skæbner, som boede bag pigtråd og høje mure.
Fag: Dansk, Historie
Varighed: 2 timer inkl. en pause
Maks. deltagere: 1 klasse op til 30 personer
Pris: 1.000 kr. pr. klasse
- Eleverne ser de rum og gårdmiljøer, som de fattige boede og arbejdede i. De ser også rummene, de blev indespærret i, hvis de brød Fattiggårdens regler som fx at drikke alkohol. De ser også, hvor de fattige kom i bad og hvilket tøj de skulle have på.
- Undervejs får eleverne mulighed for at prøve nogle af de arbejdsopgaver, som Fattiggårdens indlagte mænd og kvinder hver dag skulle tage sig af. De prøver at slå skærver i mændenes gård, og de oplever måttevævning i værkstedet. De får også mulighed for at vaske tøj. Der kommer fedtemadder på bordet i Fattiggårdens spisestue, så eleverne kan smage, hvad de indlagte spiste.
- Tak for i dag - I er velkomne til selv at udforske Fattiggården eller besøge Museumshaven.
Se en kort film før besøget
Inden I kommer på museet, anbefales klassen at se den korte film "Museumshaven". Haven bag Fattiggården er både en nyttehave men også en prydhave, anlagt af Kaptajn Hallas. Han blev i 1869 ansat som fattiginspektør i Svendborg. Derudover var han botanisk interesseret, og det var på hans foranledning, at Inspektørens prydhave blev anlagt, og som enestående nok stadig er bevaret.