Svendborg Museum og Egeskov Møllelaug markerer, at arbejdet med den nye vinge er fuldført. Det sker søndag den 27. august kl. 12.00.

I efteråret 2022 stod det klart for Svendborg Museum og Møllelauget, at der desværre var gået råd i den ene vinge på Egeskov Mølle (opført omkring 1855 af Egeskov Gods). Flere fonde har velvilligt støttet op om en ny vinge. Gennem tre måneder har tømrer Christoffer Palle arbejdet på den nye bryststykvinge. Den er nu monteret, og Egeskov Mølle kan igen male mel som en af de få møller i Danmark.

Alle er velkomne søndag den 27. august. Vi håber, at mange vil kigge forbi og se den smukke mølle. Der serveres kaffe/te og forskelligt bagværk fra Thurø Bageri, Ørbæk Bageren og Sdr. Nærå Bageri - så længe fadene er fyldte. Alt sammen bagt med mel malet på Egeskov Mølle.

Denne søndag er Egeskov Mølle åben for melsalg og rundvisning kl. 13-16. Der er også bagagerumsmarked i samme tidsrum.

Svendborg Museum og Egeskov Møllelaug sender en stor tak til N. M. Knudsens Fond, Den Faberske Fond, Marius Pedersens Fond, Albani Fonden, Energi Fyn, Bygningsbevaringsfonden af 1975 og Faaborg-Midtfyn Kommune for deres bidrag til den nye møllevinge.