Fattiggårdens historie
Fattiggård i godt 100 år
I 1872 blev Fattiggården i Svendborg bygget, og det var med stor stolthed, at byen kunne åbne en for tiden så moderne og fremsynet anstalt for alle dem, som ikke kunne klare sig selv, eller som man mente trængte til genopdragelse.
Når man passerede porten til Fattiggården, blev man ’indlagt’. Man mistede sine borgerlige rettigheder: Stemmeret, ejendomsret, værgeretten over ens børn samt retten til at gifte sig. Det blev vurderet, om man var ’værdigt eller uværdigt trængende’. De værdige skulle bo i Forsørgelsesanstalten, hvor man f.eks. fik lov at sove i senge med madrasser. De uværdige skulle bo i Arbejdsanstalten. Her var der tremmer for vinduerne, pigtråd på murene, og man blev opdelt i kvinder og mænd. Begge steder var der arbejdstvang.
Frem til 1961 fungerede Fattiggården som en anstalt, hvor man mistede sin frihed. Stedet var i funktion frem til 1974, hvor det blev lukket - som en ’skamplet på byen’.
Fattiggården bliver museum
Samme år overtog Svendborg Museum bygningerne fra kommunen, som ellers ville rive stedet ned. Museet har siden arbejdet målrettet på at bevare og sikre Fattiggården samt de genstande og skæbnehistorier, som knytter sig til de gule mursten.
Fra slutningen af 1990'erne har museet indsamlet og forsket nationalt, hvorfor Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg også formidler den nationale forsorgshistorie – fra vugge til grav.
Der arbejdes kontinuerligt med at gøre museet tilgængeligt. Bygningerne blev i 2009 gjort handicaptilgængelige, og der arbejdes målrettet med at styrke brugen af museet for de mennesker, hvis historie er museet ansvarsområde.