Spidsgatteren PINGVINEN

Bådens første ejer, skibsreder Knud Lauritzen, sejlede båden i mange år. Både han og hans kone var tilhængere af det, vi vel i dag kalder ”simple living” – hun var datter af en af spejderbevægelsens ledende kræfter – så bådens åbenhed og primitive aptering var lige efter deres hoved. De var med Kirstens ord "antimaterielle – de ønskede spejderlivet til søs".

Korrespondancen mellem Knud Lauritzen og bådebyggeren, som Kirsten har fået fat i, viser, at der ikke skulle spares på noget. Båden skulle bare bygges i de bedste materialer – og kraftigt. Så klædningen er 5/4” lærk på askesvøb og egespant – og kølboltene er i rustfrit stål – en sjældenhed i de år. Prisen blev 12.000 kr – bestemt ikke billigt for den tid.

PINGVINEN fik bermudarig, og Bergs oprindelige konstruktion blev modificeret noget, idet der blev lagt 20 cm dødtræ mellem køltræet og kølen, så båden i stedet for en dybgang på 110 cm kom op på 130.

Familien Lauritzen sejlede gennem mange år lange sommer- og weekendture med deres fem børn (!) og klarede sig fint med det der var.

Kirsten Lund har i sin tid som ejer haft den indstilling, at alt på båden skulle være perfekt og så oprindeligt som muligt. Et eksempel er bådens gamle redningskrans, der var blevet noget miserabel. Kirsten sendte til den til Ebbes Værft i Marstal, hvor den blev ombetrukket med lærred – håndsyet – og fik nyt 3-slået tovværk om. ”Det kostede 2.500 kr – jeg kunne have købt 7 helt nye i Harald Nyborg for den pris”, siger Kirsten.

De seneste 20 år efter sin mands død har Kirsten Lund passet båden selv: "Længe har jeg jo været den eneste kvinde på havnen med kedeldragt og sandpapir i lomme. Hvert år har vi smurt båden indvendigt med en blanding af lampeolie og fransk terpentin, og det har jeg fortsat med. Men for nogle år siden trængte båden til kalfatring, og det fik værftet lov til at udføre."