Toldkrydsjagt nr. XVI VIKING af Svendborg

For sejladser med VIKING og link til skibets aktuelle position se rubrikken til højre (på computer) /længere nede (på mobil).

Det smukke skib blev bygget i 1897 af skibsbygmester N. F. Hansen i Odense og var i tjeneste som krydstoldjagt indtil 1904. Den oprindelige aptering omfattede et lukaf forude til to sømænd, kabys med komfur, salon og kamre til krydstoldassistenten og krydsbetjenten. Armeringen var en broncefalkonet.

Siden 1917 har VIKING sejlet som lystfartøj.

Museumsskib

I 1979 blev båden testamenteret til museet af Marie Petersen, Svendborg Dampmølle.
Den to meter lange rorpind har atter erstattet rattet - og i 1981 blev hovedkompasset reetableret på ruffet. Stenballasten er udskiftet med ca. 5 tons jern samt med større vægt i kølen.

Vikings fjernkending

Spidsgattet jagt med pælemast og horisontalt bovspryd. Skroget er sort. Lakeret lønning og svineryg. Lave hvide halvruf med lakeret ruftag. Sejlføringen er hvid: gaffelstorsejl, topsejl, fok og klyver.

Se, hvor VIKING er lige nu

Fakta

Bruttotonnage: 19,57 tons
Længde: 45 fod
Bredde: 14 fod
Dybgang: 7'12 fod
Motor: Volvo Penta marinediesel m. 4 cylindere på 160 HK

Bådelauget for VIKING fotograferet i oktober 2021

VIKINGs bådelaug

Et bådelaug på ca. 30 medlemmer tager sig af VIKINGs vedligeholdelse og sejler ture med kommunens gæster og museets medlemmer. Her ses bådelauget i oktober 2021. 

Hør nærmere om bådelauget hos Thorkild Madsen, mail:  og telefon 2098 4466.

Sejladser med VIKING

VIKING er fortøjet ved Maritimt Centers træskibsbro ved Det Gule Pakhus i Svendborg. 
Se, hvor VIKING er lige nu


Sæson 2024
I den kommende sejlsæson tilbyder VIKINGs bådelaug i alt fire aftensejladser og to heldagsture. Sejladserne med VIKING er forbeholdt medlemmer af Museumsforeningen. Der er begrænset antal pladser pr. tur. Derfor fortsætter vi med lodtrækning om pladserne blandt de medlemmer, som er interesserede i sejladserne. På den måde får flest mulige medlemmer fornøjelsen af en sejltur med det smukke træskib.

Opdatering 3. april
Der er trukket lod om pladserne på forårets første tre sejladser. Vinderne har fået direkte besked. Hvis der kommer afbud, kontakter vi de medlemmer, som har vist interesse for sejladserne. Op til sommerferien åbner vi for lodtrækning om sejladserne i august.

Maj
Aftensejlads med VIKING Fredag den 3. maj kl. 17.00-21.00

Aftensejlads med VIKING Torsdag den 23. maj kl. 17.00-21.00

Juni
Heldagstur med VIKING Lørdag den 8. juni kl. 9.30-17.00


Læs mere om Museumsforeningen