Danmarks Forsorgsmuseum introducerer i samarbejde med RiddleHunt gådejagten "Stemmer fra skyggesiden". Gådejagten får premiere til efterårsferien og vil være på museet resten af sæsonen 2021.
I en fængselscelle er der fundet et mystisk, gammelt brev. Brevet er skrevet med vrede og aggression, men rummer måske også mere end det. Hvilke hemmeligheder gemmer der sig i virkeligheden i brevet? Og hvad er det afsenderen holder skjult? Det skal børn og voksne finde ud af ved at løse Fattiggårdens gåder! Kan de afkode det mystiske brev, og finde nøglen til at låse de gamle hemmeligheder op? I "Stemmer fra skyggesiden" skal gæsterne bruge kløgt, snilde og kreativitet for at finde nøglen til hemmeligheden. Sammen får familierne en underholdende og aktiverende indføring i Fattiggårdens barske historie.
"Stemmer fra skyggesiden" anbefales til børn fra 8 år og deres familier. Gådejagten skal bookes på forhånd og løses i museets åbningstid.