Under titlen "De andre og dem vi var" inviterer vi til en spændende aften på Fattiggården med oplæsning og samtale om livet på kanten med tre interessante forfattere. Mød Mikael Josephsen, Vagn Remme og Linda Karen Prahl J tirsdag den 16. november kl. 19-21 på museet. Det er ganske gratis men tilmelding er nødvendig pga. begrænset deltagerantal. Tilmeld dig arrangementet her. Kig forbi til en tankevækkende og uforglemmelig aften på Svendborgs gamle Fattiggård.
Mikael Josephsen kender bunden. Har flere gange været der selv. Han skriver genialt om det i digtsamlingen "Knæk", der tager udgangspunkt i Mikaels egne oplevelser med at ramme bunden af sit eget liv. I den anmelderroste roman "De andre" kredser Mikael om de hjemløse. Hvordan er livet egentlig for dem, når det hele skal med?
Linda Karen Prahl J. kredser om livet i villakvarteret i digtsamlingen "Stabilgrus". Er der i virkeligheden noget som helst stabilt under os, eller under kvinden i de 97 digte? Der både sætter fast i en barndom med alkohol og misbrug og i sit eget liv. Var det der her, vi skulle kæmpe så hårdt for, denne villastilstand, dette frivillige fængsel udstyret med kun en længsel: at komme væk, komme ud på kanten, hvor livet kan mærkes.
Vagn Remmes seneste roman "Her er jeg" handler om en lille dreng, der får tæsk af en ældre dreng på vejen. Og i sådan en grad, at drengen til sidst går i stykker og kommer både på kant med livet, men også sig selv. Det er en ting at kæmpe sig tilbage i livet, det er såmen enkelt nok, men at gå ved siden af sit eget liv og opleve, at den person jeg følger, ikke kan tåle det, at den person igen og igen falder sammen, det er opgaven.