Danmarks Forsorgsmuseum arbejder på et initiativ i samarbejde med Københavns Professionshøjskole, Rigsarkivet og TABUKA, som på forskellig vis ønsker at støtte tidligere anbragte børn i adgangen til deres egne sagsakter.

Projektet har fået 7 millioner kroner via den aftale, som Folketingets partier indgik den 19. november om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2022-2025. Der er i alt blevet fordelt 860,5 millioner kroner til forskellige initiativer, der bl.a. kommer ensomme, ældre, hjemløse og tidligere anbragte børn til gavn. Projektet er endnu ikke fuldt finansieret, og vi arbejder derfor på at få de sidste midler i hus.

Projektet ”Støttet adgang til egen sag” omfatter støtte før, under og efter læsning af egen sag og formidling af viden og erfaringer fra og om tidligere anbragte børn og unges opvækst. Initiativet løber i perioden 2022-2025. De Anbragtes Vilkår er med til at kvalificere og videreformidle projektet undervejs.

I aftaleteksten står der bl.a.:
”Tidligere anbragte kan have stor gavn af at læse deres egne sagsakter. Akterne kan hjælpe dem til at konstruere en stærkere identitetsfølelse og give dem en forståelse af, hvordan og hvorfor de er blevet, til dem de er. Men adgangen til akterne kan også vække følelser som sorg, genoplevelse af traumer og kontroltab. Mange tidligere anbragte har et begrænset netværk, der kan støtte og hjælpe dem i forhold til at håndtere de spørgsmål og reaktioner, der kan opstå, når man får adgang til læse sin egen børnesag.”

Hele aftaleteksten kan læses her 

På fotoet læser Peer sin journal fra Godhavn drenge- og lærlingehjem.