Søger du et socialt fællesskab med plads til grin, hygge og ikke mindst en snak med museets gæster? Så kan det være, det er noget for dig at blive frivillig på Svendborg Museum. Lige nu søger vi især frivillige til vores havefællesskab samt til vores køkken- og måttevæverhold på Danmarks Forsorgsmuseum. Som frivillig på Danmarks Forsorgsmuseum er du med til at højne museets formidling og give vores gæster en god oplevelse. 

Det er også muligt at blive frivillig på Byhistorisk Arkiv eller Søfartsarkivet, i et af vores bådelaug, ved Egeskov Mølle, hos arkæologerne eller vores Tekniske Afdeling. Se her hvem du skal kontakte, når det gælder disse afdelinger

Kontakt Line og hør mere

Både de frivillige i Museumshaven, i måtteværksted og i køkkenet mødes ca. hver 6 uge til et fælles møde. Her drikker vi en kop kaffe sammen og taler om, hvordan det går i de forskellige afdelinger samt planlægger, hvordan de næste 6 uger skal forløbe.

Har du lyst til at være frivillig på Danmarks Forsorgsmuseum, så kan du skrive til Line på mail:  Skriv gerne hvilken afdeling du gerne vil være frivillig i, samt lidt om hvorfor du gerne vil være frivillig hos os. Du kan også ringe til Line på telefon 2916 9901.

Frivillig i Museumshaven

Vores haveanlæg er ligesom Forsorgsmuseets bygninger fredet. Vi søger derfor frivillige, som har lyst til, sammen med museet, at bevare den historiske have. Særligt søger vi frivillige, der har lyst til at hjælpe os med at holde og bevare vores prydhave, men vi har også en smuk og velholdt køkkenhave, som giver et flot udbytte. De frivillige i Museumshaven mødes hver tirsdag i havesæsonen (marts-november), samt den første søndag i hver måned ca. kl.10-14. Det er ikke et krav, at du kan være med hver gang.

Det er en fordel, hvis du:

  • Har lyst til at sætte dig lidt ind i museets historie, og vil dele ud af din viden til gæsterne
  • Har lidt kendskab til havebrug, men det er bestemt ikke afgørende
  • Har kræfter til at køre en trillebør og fysik til at luge i bedene
  • Har lyst til at indgå i vores hyggelige fællesskab
  • Har dagtimerne og weekender i tidsrummet kl. 10-16 til rådighed

Frivillig i måtteværkstedet

Danmarks Forsorgsmuseum har hjemme i Nordens bedst bevarede fattiggård. Et af de rum, der er bedst bevaret, er vores måtteværksted. I Fattiggårdens levetid blev der produceret et utal af måtter. I dag er det museets frivillige, der holder det gode håndværk og måtteværkstedet i live. De måtter, som de frivillige producerer, bliver solgt i vores butik.

Vi kunne dog godt bruge endnu flere flittige hænder i vores måtteværksted. Har du interesse for håndværk og historiefortælling, kunne det være, at det var noget for dig. Vi sørger for oplæring.  Vi har ingen faste mødedage, men har en ambition om at mødes mindst en gang om ugen efter aftale.

Det er en fordel, hvis du:

  • Har lyst til at sætte dig lidt ind i museets historie, og vil dele ud af din viden til gæsterne
  • Har dagtimerne og weekender i tidsrummet kl. 10-16 til rådighed
  • Kan sætte en dag om ugen af til måttevævning
  • Kan deltage nogle gange til Særlig Søndag, som vi har den første søndag i måneden

Frivillig i køkkenet

De grøntsager og bær, vi dyrker i haven, benytter vi gerne selv, når vi laver smagsprøver til museets gæster. Da Fattiggården var funktionsdygtig, blev der serveret næringsrig mad for de indlagte. Vi har en ambition om, at vores gæster kan smage Fattiggårdsinspirerede retter den første søndag i måneden. F.eks. grøntsagssuppe, gule ærter eller jordbærgrød. Lige nu mangler vi frivillige til at hjælpe med at lave og servere smagsprøver. Derudover mangler vi frivillige, der kan hjælpe med det praktiske, når vi afholder større arrangementer, fx hjælpe med at gøre klar, brygge kaffe og bage kage.

Det er en fordel, hvis du:

  • Har lyst til at sætte dig lidt ind i museets historie, og vil dele ud af din viden til gæsterne
  • Kan lide at arbejde i et køkken, og kender til gode gamle retter
  • Kan lide at indgå i samtale med vores gæster
  • Har hygiejnebevis (ikke et krav)
  • Har dagtimerne og weekender i tidsrummet kl. 10-16 til rådighed
  • Vi har særligt behov for hjælp i skolernes ferie, til Særlig Søndag den første søndag i måneden - og ellers efter behov